Hvilke dele består en e-cigaret af?

8. januar 2014
Morten Pauch

Afhængig af type og model, så kan din e-cigaret være delt op i flere dele, som tilsammen udgør en elektronisk cigaret. Hvilken type der er bedst afhænger helt af dit behov og dine ønsker. Det kan handle om udseende, om størrelse, eller om mængden af rygevæske. Der er derfor ikke nogle der i den forstand, er mere rigtige end andre. Det er en smagssag. For at få en idé om, hvordan en e-cigaret kan være delt op, så vil vi her gå igennem nogle af de mere almindelige dele en e-cigaret kan bestå af. De forskellige dele i en e-cigaret

Batteri

Alle e-cigaretter har et batteri. Det er batteriet der først og fremmest gør en e-cigaret ”elektronisk” og samtidig den del, der driver hele værket. Det er fra batteriets power, at e-cigaretten er i stand til at opvarme atomizeren, som fordamper rygevæsken og gør det muligt for brugeren at suge dampen ud fra enheden. Der er to forskellige typer batterier, som fås i forskellige størrelser. Der findes manuelle og automatiske batterier. De automatiske batterier aktiveres idet, at brugeren suger luft igennem dem. Dette er typisk små batterier som i størrelse kan minde meget om almindelige cigaretter. De manuelle batterier kræver et tryk på en knap, for at blive aktiveret. Disse batterier er ofte noget større, og kan derfor også holde batteri i længere tid. Der er fordele og ulemper ved begge typer.     De små batterier skal blot monteres med et filter (cartridge) og sættes i munden, og så er de klar til brug. Det er derved muligt, at bruge de automatiske e-cigaretter uden brug af hænder. De større kræver som nævnt et tryk på en knap. Denne knap funktion kan blive aktiveret imens e-cigaretten befinder sig i lommen, som kan resultere i, at selve atomizeren brænder på og derved går i stykker. De fleste modeller med knap kan dog slås fra, således at batteriet skal aktiveres ved flere samtidige tryk på knappen. Til gengæld er det muligt at for-opvarme de manuelle ved at trykke knappen ned et sekund før du suger. For at opnå denne effekt på de automatiske, skal du først suge et lille puf, før du suger det rigtige hvæs. De små batterier har den ulempe, at de kan aktiveres ved blæst eller hvis man puster på dem. Det er også batteriet der afgør hvilke dele der kan anvendes til e-cigaretten. Nogle batterier er forsynet med en såkaldt ”cut off” sikkerhed, der automatisk slår batteriet fra efter et vist antal sekunders hvæs. Ved dette cut off, blinker e-cigaretten på samme måde som, hvis det trænger til at blive opladet. Det er producenten, der bestemmer, om der skal være et cut off, og i så fald efter hvor mange sekunder det slår til, samt hvor længe det varer før, man igen kan anvende e-cigaretten. Formålet med dette cut off er, at beskytte både batteriet, atomizeren og en eventuel cone, imod at overophede. De små batterier anvender oftest enten et cartridge eller et såkaldt tank-cartridge til rygevæsken, hvor de større batterier oftest anvender en større cartomizer. Ellers er det primært et spørgsmål om design, størrelse og mængden af power, der udgør den største forskel.

Cartomizer/Cartridge

Hvilken cartomizer eller cartridge din e-cigaret anvender, afhænger af hvilket batteri du har. Det er oftest det, der afgør hvilke muligheder du har for at sætte det ene eller andet på din e-cigaret. Der findes som udgangspunkt tre forskellige typer:

Cartridge (Patron)

Disse kan ligne et filter fra en almindelig cigaret. De indeholder en slags filt-vat, som væddes med rygevæske. Et cartridge har brug for en atomizer for at virke, da det er atomizeren, der varmer væsken op til damp. De kræver ingen vedligeholdelse og skal blot sættes ud over selve atomizeren. Man kan genopfylde disse patroner med væske flere gange, men det kan anbefales at skifte vattet eller hele cartridge ud, når den ikke længere smager godt. Du bestemmer selv hvilken smag du ønsker at benytte dig af.

Tank Cartridge

Et Tank Cartridge er et specielt designet stykke plastik, hvori man selv kan påfylde rygevæske. Dette cartridge er designet så væsken kan hældes i, uden at lække fra beholderen. Desuden er det designet med et luftrum omkring selve beholderen, således at et sug vil trække væsken ned til atomizeren, som forbrænder væsken til damp, som derefter suges op igennem det uden om liggende luftrum. Da der ikke er nogen elektroniske dele eller andre ting, der som sådan kan gå i stykker, kan disse beholdere holde ganske længe. Hvis man benytter sig af den samme smag i en lang periode, kan disse beholdere altså holde i lang tid. Det er desuden muligt at koge dem og derved rense dem så man praktisk talt kan genavende dem igen og igen. Da du selv påfylder dette cartridge med rygvæske igennem et lille hul, kan du selv bestemme smagen.

Cartomizer/Clearomizer

Man bruger normalt ordet cartomizer om et cartridge der består at både atomizer og patron til rygevæsken i ét og samme produkt. De findes i flere forskellige udgaver. Nogle er låst i den forstand, at de ikke er designet til at blive genopfyldt. Disse cartridge er ikke (som standard) genopfyldelige og man skifter dem derfor ud efter behov, som en forbrugsvare. De fås oftest kun i et få antal smagsvarianter. Alle større batterier, der normalt har en cone med et tank cartridge, kan også anvende clearomizers. Clearomizers er en anden form for cartridge, der også består af både atomizer og en beholder til rygevæske samt et mundstykke. Denne type fås i forskellige udgaver, hvoraf nogle kan skilles ad så trådene og eventuelt atomizeren kan udskiftes enkeltvis. Clearomizers har en forholdsvist stor væskebeholder, hvorfor der er mange vante dampere, der foretrækker denne type. Denne type tillader dig også selv, at vælge smagen på dine rygevæsker og er i øvrigt gennemsigtig, så du kan se selve væsken (deraf navnet clearomizer). For at påfylde beholderen med rygevæske, skrues mundstykket af og du kan få denne type i mange forskellige farver. Andre dele som enten kan være til stede, eller vil være at finde i enhver e-cigaret.

Cone

En cone er et beskyttelses omslag til e-cigaretten. Det sidder ude over selve atomizeren på enkelte e-cigaretter og beskytter brugeren imod den varme, som opstår når atomizeren varmer væsken op. Det er ikke alle e-cigaretter, der har en Cone.

Atomizer

Atomizeren er selve forbrænderen, der varmer væsken op, og omdanner den til damp. Atomizeren kan enten være en del af selve cartomizeren eller – afhængig af e-cigaretten – købes enkeltvis som en udskiftelig reservedel. Atomizeren er en vigtig del af e-cigaretten. Man skal dog være opmærksom på, at den kan blive meget varm. Pas derfor på med at skifte den ud umiddelbart efter brug. De fleste atomizers har en særlig væske på sig når de er fabriksnye. Denne væske er til for, at den ikke skal danne oxidation. Det er derfor normalt, at de første par hvæs ikke smager specielt godt, da denne væske først skal forbrændes. Det sker normalt rimelig hurtigt. Atomizers fungerer i princippet som en pære, og du skal derfor ikke regne med at den holder for evigt. De vil før eller siden brænde ud. Nogle kan holde i flere måneder, mens andre blot holder et par uger. Atomizers, som er indbygget i en cartomizer, bliver automatisk skiftet ud, når du udskifter din cartomizer/rygevæske.

Andre begreber du måske har hørt om

Men jeg har hørt om så mange andre begreber jeg ikke forstår mig på – Hvorfor er det så forvirrende? Startkit – Startpakker – Avancerede kit – eJuice – eLiquids – eVæske – Rygevæske – eDamp – cartomizers – filtre – batterier – tanke – drip tip – tank airflow controller – Battery Connector – AC Chargers – Cases – PCC – USB Chargers – etc. e-cigaretter er en gadget, og vi mennesker elsker jo gadgets. Der findes unægtelig mange termer og begreber, når det kommer til e-cigaretter og tilbehøret hertil. Men det er nu langt fra dem alle, du er nødt til at stifte bekendtskab med, for at komme i gang med e-cigaretter. I slutningen af denne eBog, kan du læse mere om mange af disse – til tider forvirrende – termer. Det behøver slet ikke være besværligt, for du behøver ikke at lære dem alle sammen udenad. e-cigaretter er på ganske kort tid blevet utrolig populært og udviklingen står langt fra stille. Det vil betyde, at der inden for kort tid, vil komme endnu flere begreber og nye opfindelser og tilbehør til e-cigaretter. Det vil også blive mere almindeligt, at anvende e-cigaretter, hvorfor de også vil blive mere og mere simplificeret, for at tilfredsstille den almindelige forbruger. Mænd er som udgangspunkt nok mere glade for nørdede gadgets end kvinder er, men da der også er rigtig mange kvindelige rygere, der kan drage fordel af e-cigaretter, vil de uden tvivl – og nogle gør det allerede – forsøge sig på, at simplificere dem således, at det blot handler om at tage dem op til munden og puffe løs.

e-bogen om e-cigaretter

Du er i gang med at læse Din e-cigaret guide, som er en tidligere version af en e-Bog om e-cigaretter.

Du kan for en flad 19-krone erhverve dig denne e-Bog og læse hele indholdet i en ny revideret udgave. e-Bogen kan downloades med det samme og giver dig mere end 65 siders læsning om e-cigaretter, e-juice, tilbehør og meget mere, der er godt at vide, når du er ny inden for emnet e-cigaretter.

Pin It on Pinterest

Share This

Del denne side

Del den med dine venner nu!