Morten Pauch – Stifter af eCigDanmark

Forside » Morten Pauch – Stifter af eCigDanmark

Historien bag eCigDanmark – Stifter af eCigDanmark

Hvis du er havnet her på denne side, så må du virkelig være nysgerrig…

Det er jeg glad for at du er, så i stedet for at give dig en meget kort version af hvem jeg er og hvad eCigDanmark er, så vil jeg give dig min version af eCigDanmark. Jeg vil fortælle dig hvorfor jeg har oprettet denne online e-cigaret portal og i øvrigt fortælle dig, hvor lang vejen til dette website i virkeligheden har været. eCigDanmark blev nemlig ikke bygget på én dag.

“I begyndelsen blev jeg ikke overbevist af e-cigaretter”

Mit navn er Morten, Morten Pauch og ja, det er mig, der står bag eCigDanmark.

For dig, der har forvildet dig ind på denne side om mig, må den største interesse formenligt ligge i mit forhold til e-cigaretter, så det er hvad jeg vil fortælle dig om her på denne side. Hvordan blev e-cigaretterne en del af min hverdag?

Før 2010 røg jeg almindelige cigaretter og præcis som så mange andre Danskere i det ganske land, ville jeg gerne holde op med at ryge. Ikke fordi jeg ikke nød at ryge, men mere fordi jeg vidste, at de langsomt ødelagde mit helbred.

I 2010 skrev jeg på en online blog, der omhandlende tekniske gadgets. Her skrev jeg anmeldelser af forskellige gadgets sammen med min svoger og en dag fik vi også fat i en e-cigaret.

Mit første møde med e-cigaretten var af en noget skeptisk holdning. Dels havde jeg forinden prøvet adskillige rygestop midler og dels, så jeg ikke dette instrument som værende specielt interessant i form at få mig til at stoppe rygningen, men mere som en spændende dims jeg kunne anmelde sammen med de mange andre tekniske dimser vi havde på vores site.

Fra den ene blog til den anden

I begyndelsen blev jeg dog ikke overbevist af e-cigaretten. Den gav ikke den tilfredsstillelse, som jeg ville ønske fra en teknisk opfindelse, der trods sin noget større volumen, simulerende en almindelig cigaret ganske godt. e-cigaretten fik en ok karakter, men blev ikke valgt af undertegnede selv, som en del af min hverdags-teknik. Den største grund til dette var nok, at denne første e-cigaret jeg havde til test ikke indeholdte nikotin og derfor ikke gav mig følelsen, som jeg var vant til fra almindelige analoge cigaretter.

På trods af at tech-bloggen mest var præget af andre produkter, som computere, højttalere og mobil-udstyr, så var der én ting der gik viral (blev rigtig populær). Du kan sikkert gætte det – for det var naturligvis anmeldelsen af e-cigaretten.

Min svoger og jeg fik derfor fat i nogle flere e-cigaretter, som vi kunne anmelde og det hele gik ganske fint efter planen. Vi fik øget trafikken til vores blog, men der var noget galt.

Vores tech-blog, der handlede om alt mulig teknik, handlede lige pludseligt kun om e-cigaretter. De eneste artikler folk kom for at læse handlede om e-cigaretter og alle kommentarer som vi modtog var på artiklerne omhandlende e-cigaretter. Pludseligt slog det mig, at der var noget som det danske folk stod og manglede information om.

Der var ganske simpelt kommet en ny teknik, som mange nye forbrugere fik øjnene op for og der var derfor mange, som stod med ubesvarede spørgsmål om emnet.

Lang historie kort. Inden for et par måneder gik jeg solo om projektet om at skabe en ny blog udelukkende for e-cigaretter. Det blev til eCigON, som blev født under samme vilkår som den tidligere nævnte tech-blog. De vilkår var ganske simpelt, at opbygge en blog med artikler og anmeldelser om e-cigaretter.

eCigON blev født

I begyndelsen da eCigON kom frem, var den en af de første blogs, der kun handlede om e-cigaretter og som gav forhandlere mulighed for at annoncere. Det var dog blot for en kort stund, for inden for ganske kort tid, væltede det nærmest frem med mere eller mindre lukrative websites om e-cigaretter.

e-cigaretternes skæbne blev nemlig som så meget andet – at alt nyt, hvad der kan spindes guld på, vil blive malket til sidste dråbe.

Og her slog det mig. Jeg havde startet eCigON under samme vilkår. Nemlig med det udgangspunkt at tjene penge på reklame – og da jeg begyndte var jeg ikke engang selv forbruger af produktet. Men det havde ændret sig.

Under opstarten af eCigON, var jeg nemlig selv blevet hooked på e-cigaretterne og havde endda boykottet de almindelige cigaretter. Jeg havde med andre ord en rigtig succes historie og ikke blot en god marketing historie.

Et nyt syn på eCigON

Netop det, at så mange websites dukkede frem i lyset med informationer om e-cigaretter – oftest i annoncerings-minded forbindelser – gjorde, at jeg lænte mig tilbage for at se på eCigON med lidt skarpere øjne. Hvorfor ville alle ikke besøge min blog, tænkte jeg. Hvorfor vil forhandlere ikke købe mine annoncer, tænkte jeg også. Faktisk gik der mange spørgsmål forbi mine tanker og det blev starten på eCigDanmark.

Til sagen – Her kommer eCigDanmark

Efter mange tanker og idéer slået op på opslagstavlen, kunne jeg endeligt se, hvor det var jeg ville hen. Jeg havde nu en plan. En ny plan for eCigON…

Men her slog det mig så, at eCigON allerede havde nået samme skæbne, som min forrige tech-blog. Den var blevet kendt, som det den nu engang havde. Relativt ok artikler om e-cigaretter, nogle få forhandlere, som trofast havde købt annoncering og en e-bog jeg selv havde skrevet i håbet om at sælge tusindvis af downloads.

Alt det blev ved drømmen, men min nye idé var muligheden for at gøre alt det her bedre – og ikke kun for mig selv.

Planen

Det min nye plan gik ud på, så både forbrugere og forhandlere i hele landet skulle synes om mit nye værk var følgende:

• Indholdet skal have en høj kvalitet, som ikke er til at tage fejl af.

• Indholdet skal være informativt og forståeligt af alle.

• Indholdet skal være både for forbrugere, men også for forhandlere.

• Det skal være muligt for mig, at tjene penge.

Ja, nu har jeg sagt det. Min idé er ikke så meget anderledes, end alle de andre sider der tjener penge på reklame. Jeg synes rigtig godt om e-cigaretter i dag, men jeg har ikke nogen intention om at sælge dem selv. Men jeg vil gerne skrive om dem og arbejde inden for kategorien. Det jeg ønsker er, at skabe et midtpunkt for e-cigaretter i hele landet. Et sted hvor både forbrugere og forhandlere mødes og deler deres interesse – indholdet skal være til fordel for begge parter og det ser jeg ikke noget galt i at tjene en skilling på samtidig.

Hvis jeg kan få hele den plan til at gå op i en højere enhed, så har jeg vundet – uanset hvad jeg tjener på det.

Det korte af det lange – Nu kommer eCigDanmark

Overbevist om at e-cigaretter er en genial opfindelse og med troen på, at vi kun har set toppen af isbjerget, hvad dette produkt angår, så har jeg valgt at gå “all in” så at sige i e-cigaret kategorien.

Med eCigDanmark er det min mission, at få alle dele af min plan til at gå op i en højere helhed, hvor både forbrugere og forhandlere kan finde nyttig og valid information om emnet e-cigaretter. Med eCigDanmark håber jeg at starte et sted, hvor alle dampere – både nytilkomne såvel som gamle garvede dampere – har lyst til at være og hjælpe hinanden med svar på spørgsmål, med at finde de bedste produkter, de billigste priser og sammen skabe Danmarks bedste online værested, når det handler om e-cigaretter.

Men kun tiden kan vise, hvad eCigDanmark virkelig ender med…

Tak fordi du havde lyst til at læse min historie helt til ende. Jeg håber du bliver glad for eCigDanmark og har lyst til at dele dette site med alle dine damp-venner.

Pin It on Pinterest

Share This

Del denne side

Del den med dine venner nu!